Jeg har lavet frittata. Det er en slags æggekage med kartofler, æble og bacon. Kødet er med for at give lidt ekstra smag til retten, men spiller ikke hovedrollen – lige som jeg vil, at min mad skal være.

Opskriften kommer fra min egen kogebog ‘Mad for begyndere – mere grønt’.

Opskrift: Frittata med bacon og æble (2 personer)
4 kartofler
2 spsk. olie
1 løg
1 æble
70 g bacon
10 kviste frisk timian
4 æg
0,5 dl cremefraiche
1 tsk. salt
0,5 tsk. peber
20 g parmesan

Start ovnen på 200 grader.

Skær kartoflerne i tynde skiver. Skyl dem i vand, og lad dem dryppe af. Steg kartoflerne på en pande i 2 spsk. olie i 6 minutter.

Hak løg og timian fint. Skær æbler og bacon i skiver. Kom løg, timian, æble og bacon på panden. Steg i 5 minutter.

Pisk æg, cremefraiche, salt og peber sammen. Beklæd en 20×30 cm form med bagepapir. Hæld fyld og æggemasse i. Top med reven ost.

Bag ved 200 grader i cirka 15 minutter. Bag et par minutter ekstra på varmluft, hvis du vil, at den skal blive ekstra gylden i farven.

Server med en grøn salt og top med karse.

Du kan finde flere opskrifter på min madblog frokenkraesen.com